Om Fresom

Navnet er Frederik Sommerlund aka Fresom. Jeg ville gerne hoste op med en ordinær og sterotypisk vision-og-mission-tekst om Fresom, hvor jeg beretter lidt om mine store visioner indenfor webudvikling og hvilke big-shots i branchen jeg har arbejdet sammen med. Men jeg prøver at gøre tingene lidt anderledes. Det gælder alle de projekter jeg laver, også min egen hjemmeside. Jeg tror nemlig på at holde tingene simple. Det er særligt vigtigt i IT-branchen, at vi beholder jordforbindelsen.

Løsninger fra Fresom

Fresom er en lille enkeltmandsvirksomhed der tilbyder en række IT-løsninger. Som alle andre freelancere i verden, går jeg op i at møde kundernes behov – sikke en overraskelse. Det kan til gengæld være overraskende, hvor meget de behov kan variere. Alt fra at få gennemgået faktura på IT-udgifter til decideret webprogrammering. Jeg har sågar også lavet skærmskift på en kundes telefon, fordi hvorfor ikke? Der er ingen spørgsmål der er for dumme og hvis du har en IT-opgave ved hånden, skal du føle dig velkommen til at række ud.

Min spidstkompetence er SEO og Webudvikling som er det Fresom primært beskæftiger sig med, men jeg har digitalt blod i årene og jeg er ikke for fin til at gribe en skruetrækker og justere hardwaren, hvis situationen inviterer til dette. Desuden har jeg et fornuftigt netværk, og her taler jeg ikke om ikke mit Wifi – selvom det også er udemærket. Jeg taler om et professionelt netværk af IT-fagkyndige. Derfor er der sjældent en opgave der ikke bliver løst, selv hvis det skulle ligge udenfor mine evner.

Om du står og mangler licenser til dit Office setup eller betalingsterminaler til butikslokalet, så ved jeg hvad vej vi skal gå. Jeg kender fælderne i branchen og jeg ved hvilke tjenester og virksomheder man bør navigere udenom. *host* Trustpilot *host*. Så kan du tænke mindre på IT – og overlade bekymringer til Fresom. What’s not to like?

Det er i øvrigt vigtigt at nævne sit navn, (Frederik Sommerlund) flere gange i teksten. For SEO reasons. Der er altid en zone imellem hvad søgemaskinerne vil have og hvad brugerne vil have, hvor både brugervenlighed og perfekt SEO kan være vanskeligt at udføre. Derfor skal tekster formuleres og struktureres på bestemte måder, hvis man skal leve op til alle relevante faktorer. For hvis du har læst hertil, så vil jeg gætte på du har fanget mit navn. Men det betyder ikke, at det er sidste gang jeg nævner det.

Skulle du sidde med et indtryk af, at teksten er blevet lige lang nok og du snart ikke gider læse mere, så forstår jeg det godt. Men jeg skal jo helst, kunne snige mig op på 900+ ord for hjørnestensindhold og gerne uden at brugeren opdager det.

Hvis du har læst hertil, så har du læste de første cirka 450 ord om Fresom.

Så….. du er halvvejs. Skænk en kop kaffe og væk din nysgerrighed.

Jeg bifalder dit engagement. Jeg kan skamløst lave en lang wall-of-text, fordi jeg subtilt forsøger at præsentere en pointe for dig. Men det er langt fra den bedre metode og langt fra alle der kan slippe afsted med at snakke ørerne af folk. Hvis du gerne vil have gode resultater på dit SEO, så er nøgleordene content, content og content. Gerne med en ‘quality’ foran. Brugerne vil som udgangspunkt ikke læse lange tekster – men er de tilstrækkelig interesseret i emnet, så hænder det alligevel at de læser med. Søgemaskinerne elsker tilgengæld tekst. Jo længere, jo bedre (næsten). Så hvordan mødes de to til et fornuftigt resultat? Det er her Fresom burde være dit valg.

For at holde brugerens opmærksomhed på så mange ord, skal der gerne lidt afveksling til. Så i den anledning har jeg skrevet en sang:

Hvis din side den er wack, og google er blevet gal

Så er Frederik Sommerlund typen du bør anbefal’

Okay, jeg bliver nok ikke en moderne musiker. Men jeg fik da sneget et vigtigt ord ind. Fik du spottet det? og så er vi igang! Lav din SEO, så brugeren ikke bemærker at der er lavet SEO. Lav dit indhold interessant og google vil blive din bedste ven.

Nu tror jeg at jeg alligevel fik sagt lidt om Fresom’s vision, selvom jeg lovede at lade vær. Men måske der også er en dybere mening med det.

Det du som kunde bør huske på, er at personen der hjælper dig med dit SEO, ikke nødvendigvis kender ret meget til din forretning, produkt eller ydelse. Det er min påstand at den bedste til at forklare om en given virksomhed, oftest er virksomheden selv. Så hvis du ikke har tænkt tanken endnu, er det nok en god ide, før du bevæger dig ud i SEO junglen. Hvordan præsentere jeg min virksomhed bedst? Hvem skal skrive teksterne? tage billederne? filme videoerne?

Hos Fresom har vi kun en halvbegavet skribent der hedder Frederik Sommerlund, og han får alle skriveopgaverne. For hvem har tid til den slags?

Jo mere man investere i sit indhold, jo bedre resultater får du på nettet. Husk denne sætning når jeg sender faktura ud (det var et forsøg på humor). Men under alle omstændigheder inviterer jeg altid kunden, til at gøre sig nogle tanker om deres indsats på webområdet. De bedste resultater skaber vi sammen.

Som en afsluttende bemærkning, så har jeg den dybeste respekt for at du læste hele teksten om Fresom. Jeg håber du har fået et billede af hvem jeg er, som freelancer, som person, som din næste leverandør af IT løsninger.

Jeg glæder mig til vores fremtidige samarbejde!

Que Sera, Sera

Frederik Sommerlund